Hugormebid

Læsetid: 5 min.

Sommerferien er skudt i gang, og på det midtjyske hospital hvor teamet bag DKAKUT arbejder, ser vi allerede nu de første hugormebid.

Turister og særligt børn er overepræsenterede, men alle kan være uheldige at blive bidt. Selvom de fleste bidepisoder er ukomplicerede, skal man dog være forberedt på, at hugormebid i sjældne tilfælde kan føre til alvorlig systemisk forgiftning og død. Det sidste registrerede dødsfald i Danmark var i 1984. Der registreres i gennemsnit 70 hugormebid om året herhjemme. Bid ses ofte på arme og ben, da de sker i forbindelse med at, at man træder på slangen eller samler den op.

 

Patofysiologien og toksikologien – meget kort:

Op til 30 % af alle hugormebid er ”tørre”, altså bid hvor der ikke sprøjtes gift ind. Dette kan man ikke umiddelbart vurdere ved bidtidspunktet, hvorfor alle bid behandles, som om der er sprøjtet gift ind. Giften indeholder hialuronidase, protease og fosfolipase A2. Kort fortalt betyder det, at et bid medfører hæmolyse og koagulationsforstyrrelser. Giften er også lytisk, hvilket medfører endothelbeskadigelse i karrerne og deraf følgende lymfødem. I alvorlige tilfælde medfører dette også massiv myocythenfald med følgende rhabdomyolyse.

 

Førstehjælp/præhospital behandling:

  • ABC stabilisering.
  • Hold den tilskadekommen mest muligt i ro, for at mindske det systemiske giftoptag og mindske spredningen.
  • Aftag ringe, ure, armbånd, sko etc. af den afficerede ekstremitet., da denne kan hæve voldsomt op.
  • Immobiliserer og elever det afficerede område, for at mindske hævelse og sinke spredningen.
  • Optegn erytemer med tusch eller kuglepen. Husk tidsangivelse for markeringen. På den måde kan du følge udviklingen.
  • Rens bidstedet med sæbe og vand, for at forhindre lokal infektion.

 

Behandling inhospitalt

Følgende inddeling bruges til graduering af hugormebid:

GRAD 0: Ingen forgiftning, ingen erythem eller ødem, synlige mærker efter hugtænder

 

GRAD 1: Mild forgiftning. Lokalt ødem eller hævelse uden systemiske symptomer

 

GRAD 2: Moderat forgiftning. Ødem af en hel ekstremitet, milde systemiske symptomer

 

GRAD 3: Alvorlig forgiftning. Kraftigt ødem ud over en ekstremitet med involvering af trunkus, shock, hypotension, blødninger.

 

GRAD 4: Dødelig forgiftning

 

Standardbehandlingen for alle er:

  • ABC stabilisering
  • Observation og udredning skal fokuserer på at opretholde vitale funktioner og monitorere for hæmolyse, rhabdomyolyse og kredsløbssvigt (Vitalparametre, EKG, væsketal, levertal, INR, APPT , rhabdomyolyseprøver, D-dimer, hgb, thrombocytter, telemtriovervågning).
  • Reevaluering af gradueringen hvert kvarter de 2 første timer fra ankomsten til hospitalet.
  • Elevation og immobilisering af afficerede ekstremiter for at mindske systemisk toksinspredning og hæmme ødemdannelsen..
  • Smerte- og kvalmebehandling
  • Tetanusprofylakse
  • Ved tegn på allergisk reaktion behandles dette.
  • Rens bidstedet med sæbe og vand, hvis dette ikke er gjort præhospitalt.

 

Alle grad 1-3 observeres i 24 timer

Ved alvorlige symptomer (grad 2 og 3) eller ved progression i symptomerne skal der overvejes behandling med ViperaTAB der er en specifik antidot for hugormebid.

ViperaTAB er vist at reducere morbiditeten, forkorte sygheusopholdet og give en hurtigere klinisk bedring. Allergi ses hyppigt som bivirkning (op til 10 % af de behandlede), men anaphylaxi og serumsyge er så vidt vi ved ikke beskrevet for ViperaTAB.

Indgift: 4 ml opløsning blandes med 100 ml sterilt isoton NaCl og infunderes langsomt.

 

Udover skred i vitalparametre skal man som kliniker observere for:

  • Hæmolyse
  • Koagulationsforstyrrelse
  • Rhabdomyolyse
  • Kompartmentsyndrom

Vær desuden opmærksom på, at bid på hals og i mund medfører risiko for obstruktion af luftveje.

 

Ved tvivl eller behov for yderligere vejledning kan Giftlinjen kontaktes på tlf. 82 12 12 12

 

 

Kilder:

  • Weile J, Due-Rasmussen D, Hørlyk U. Hugormebid, Ugeskr Læger 2014;176:V08130509
  • Karlson‐Stiber, C. and Persson, H. (1994), Antivenom treatment in Vipera berus envenoming—report of 30 cases. Journal of Internal Medicine, 235: 57-61

 

Post Peer Reviewed Af: Larshan Perinpam, MD

Citere denne artikel som: Anders Joergensen, “hugormebid”, DKAKUT Blog, Jul 7, 2018. Available at: http://dkakut.com/hugormebid/

About Anders Jørgensen

Anders Jørgensen er aktuelt hoveduddannelseslæge i Akutmedicin, igang med sit 4. år. ved Akutafdelingen Herning, Hospitalsenheden Vest, Danmark.

Author

Anders Jørgensen er aktuelt hoveduddannelseslæge i Akutmedicin, igang med sit 4. år. ved Akutafdelingen Herning, Hospitalsenheden Vest, Danmark.

Leave a Reply

avatar
  Subscribe  
Notify of